Topsælgere

Gode råd om brugen af "Kong-legetøj."

 

Sjov aktivering:

 

Det er en rigtig god ide at aktivere ens hund og kunne give den en "arbejdsopgave", hvor belønningen er mad/godbidder. De fleste hunde finder det naturligt at skulle arbejde for føden og sidegevinsten er  at hunden er beskæftiget i et stykke tid, for eksempel når den skal være alene hjemme. Det kan også bruges til at aflede en hvalps øvrige unoder eller generelt gøre "indedage" lidt mere spændende.

Man skal dog bruge en Kong med omtanke forstået på den måde, at den ikke nødvendigvis skal fyldes med ekstra godbidder og dermed være medvirkende til ekstra kilo på sidebenene, hvilket i hvert fald ikke er til gavn for hunden.

Derfor anbefales at bruge noget af den daglige fodermængde eller bruge sunde ting i Kong'en. Hvis du anvender anden mad end hundens fuldfoder, skal man være meget opmærksom på den korrekte sammensætning af maden.

Kong'en findes i mange forskellige størrelser, og det er dermed muligt at finde én, der passer til din hund/race. Kong'en er lavet slidstærkt naturgummi, hvor der er en hul kerne, der kan fyldes med mad/godbidder. Kong'en kan bruges som kastelegetøj, og dens facon gør den uforudsigelig/hopper i forskellige retninger og kan derfor ikke anbefales som kastelegetøj inden døre.

MEN: Vær opmærksom på, at enhver form for kastelegetøj - også bolde og pinde - er med til at stresse hunden unødigt. Dens jagtinstinkt træder i kraft, og selv om vi synes, det er en sjov leg, og hunden ser ud som om, det er endnu sjovere for den, bør man vide, at i hundens hoved tænker den: "Jeg jagter den, jeg dræber den" - også selv om det er en gul tennisbold...

Kongen kan leges med og tygges i samt fryses ned med fyld som en længerevarende lækkerbisken, f.eks på varme sommerdage. Rengøres med varmt vand.

Kong'en fyldes ved at stille den på hovedet og det lille hul stoppes med leverpostej, smøreost eller lign. Dernæst kan man så fylde den med tørkost-foderet og så stoppe hullet i den anden ende igen med leverpostej eller lign. Tørfoderet kan også opblødes i vand, så det bliver mere kompakt og dermed en sværere opgave for hunden at få ud.

 

Her er nogle forslag til fyld (Fra "Netdyredoktor.dk")

 

Til nybegyndere:

Man kan evt. lade et par hundekiks stikke ud af hullet, så det vækker hundens interesse.

- Fuldfoder blandet med lidt leverpostej

- Fuldfoder blandet med lidt jordnøddesmør eller smøreost

- Kartofler moset med lidt sovs evt. tilsat ost eller kødstykker.

 

Letvægtere:

Ikke alle hunde kan tåle kaloriebomber som leverpostej, det kan derfor anbefales at tilsætte tern af gulerod, æble, majs eller ærter og dermed gøre den mere kalorielet.

- Light hundemad, blandet med fuldfoderet

- Kogte ris eller pasta blandet med tun, kylling evt. tilsat lidt væde, der får det til at hænge sammen

- Moset banan og A38 blandet med fuldfoder, evt. lidt hakket pålæg

- Brødtern blandet med torskerogn og bouillon

 

Frosne fristelser:

En Kong kan som sagt fryses med noget af ovenstående fyld tilsat suppe eller bouillon. Kongen fryses i min. 4 timer.