Topsælgere

Holdet for nye og erfarne hunde-ejere med hvalpe. Første gang er en teori-seance, hvor der guides omkring mange vigtige emner. Vi ser det som et godt udgangspunkt for et trygt og godt samarbejde og dermed den bedst mulige start med din hvalp.

På hvalpeholdet arbejder vi med basisøvelser. Kontaktøvelser, så hvalpen lærer sit navn at kende og tager kontakt, når dens navn bliver sagt. Vi arbejder også med sit, dæk og stå. Der vil også være små lege og oplevelser, som skal give din hvalp selvtillid og lyst til at ville lære mere. Undervejs vil der være yderligere teori til dig som ejer, hvor du får viden, som gør dig klogere på hunde generelt, men også på din egen hund. Kode-ordet er at skabe en relation til din hund, som er grundlaget for mange gode stunder fremadrettet. Vi vægter at lære din hund at være i ro og dermed i fortrolighed i forskellige øvelser og set-ups samt skabe overskuelighed for god læring i de forskellige øvelser.

Der tages udgangspunkt i de forskellige racer, da der er stor forskel på adfærd og træning fra race til race.

Afhængig af niveau kan der blive krydret med ekstra øvelser. 

Vi ønsker at hjælpe med at gøre din hund til en velopdragen hund og ikke kun en veltrænet hund. Hos os lærer hunden at tage de rigtige valg og dermed de valg, som ejerne gerne vil have.

Vi arbejder ud fra positive og bløde værdier, hvilket betyder ingen straf, vold eller tvang i træningen. Vi tror på, at dette styrker samarbejdet, kontakten og tilliden mellem hund og ejer. Hvis hunden har god kontakt og tillid til sin ejer, stoler den på sin ejer og gør det, den bliver bedt om – i modsætning til, hvis forholdet er baseret på frygt.